|
|||||||||||||||||||||||
|
|
Du er her: Forside » Medier & Reklame » Sømanden & Juristen - historier fra et hospiceSømanden & Juristen - historier fra et hospiceI seks uger har Anders Agger været tæt på mennesker, som forbereder sig på at dø. Han følger især en jurist og en sømand på deres vej mod døden. Med humor, varme og helt konkrete spørgsmål om, hvor man placerer sin afmagt, bitterhed og humor, når det hele trækker sig sammen. Kan man overhovedet forlige sig med, at livet er ved at være slut? Anker Fjord Hospice ligger i Hvide Sande - smukt placeret mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. -Jeg lod mig ansætte som frivillig for at komme lidt fri af den klassiske journalistrolle. Det giver en anden tilgang, når man har et praktisk ærinde omkring en hospicepatient - og måske en mere naturlig ramme for at samtale. Men samtidig lå jeg i læ af et kompetent hospicepersonale, når det hele blev svært. Døden er ikke ligefrem ukompliceret arbejde. Men tonen er - tankevækkende nok - generelt lys og afvæbnende på et hospice, siger Anders Agger. Sømanden Serien har tre hovedpersoner. En 53-årig sømand, Per Flindt, der har levet et tumultarisk liv i åben sø. Han har været hård ved sin lever og tilværelsen har ind imellem været hård ved ham. Men da han flytter på hospice bliver han langsomt nødt til at pakke sit liv sammen og få set på alle de ting, han har svigtet. Blandt andre den 30-årige datter, Nina, som han ikke har set i 28 år. Da han kommer på hospice, sender han hende et lakonisk flyttekort. Hun opsøger ham, og de får to måneder sammen. Juristen Hans modstykke er den 65-årige Søren Brøndsted, en dygtig jurist, der har lungecancer - men nægter at overgive sig helt til hospice og døden. Han insisterer på at blive ved med at arbejde på Statsforvaltningen i Ringkøbing, selv om kroppen langsomt sætter ud. Han har et mål - og det er at komme væk fra hospice igen. Og han gør hvad han kan med kinesisk medicin og stor litteratur. Han læser Kierkegaard og insisterer på, at hans børn skal læse Libretto´en og høre Don Juan-operaen som almindelig dannelse, inden han dør. I fjerde program kommer endnu en patient på Anker Fjord Hospice. En underfundig gammel vognmand, der får et kort ophold. Men han får fem gode dage med sine børn. - Anders Aggers møde med beboerne på Anker Fjord Hospice er blevet til en stærk og smuk fortælling, som sætter livet i perspektiv. Hovedpersonerne lader os modigt følge dem til det sidste, og den rejse er både meget rørende og meget inspirerende, siger Lotte Lindegaard, kanalchef DR. Programmet sendes fem tirsdage kl 20.30 på DR1, første gang den 26. april Programtekster 1. Den 53-årige sømand, Per Flindt, har levet et hårdt liv. Nu er han på hospice - og føler, at han bliver nødt til at kontakte den datter, han ikke har set i 28 år. DRs Anders Agger har i 6 uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. Sendes tirsdag 26. april kl 20.30 2. Den 65-årige jurist, Søren Brøndsted, insisterer fortsat på at arbejde, selv om han er hospice-patient. Det er hans måde at holde døden på afstand. Sømanden besøger sin datter for første gang. DRs Anders Agger har i 6 uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. 3. Juristen kæmper fortsat mod sin sygdom - og hospice-lægen bliver nødt til at gennemføre en barsk samtale med ham. Sømanden mister langsomt kræfterne. Men vil have Mortens-anden med. DRs Anders Agger har i 6 uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. 4. Sømanden er sunget ud, juristen er taget hjem - og der stempler en ny dreng ind i klassen på hospice. En 73-årig mand, der i en menneske-alder har levet det gode liv. DRs Anders Agger har i 6 uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. 5. Juristen må overgive sig - og lade sig indlægge på hospice igen. Han ved, at han ikke kommer hjem igen. Og han reagerer ved at lukke ned for sine omgivelser. Vognmanden får det sidste besøg af sin bedste ven gennem en menneskealder. DRs Anders Agger har i 6 uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. |
|||||||||||||||||||||
|
|
| Gør til din startside - Tilføj speakout.dk til foretrukne - Privacy Policy - Musemåtter |